Rullepølsen og Avedøregrenen
30. september 2005
Dengang jeg gik til svømning var der en fyr vi kaldte “Rullepølse”.
Det var drengene, der fandt på navnet og efterhånden vækkede det en del nysgerrighed hos pigerne.
“Hvorfor kalder I ham Rullepølse?” spurgte de, og blev mødt af indforståede blikke og drengede fnis (ikke de der ulidelige pigefnis, men den lidt mere maskuline type fnis, som drenge i 12-15 års alderen bruger, når de for bliver mødt af spørgsmål som godt kan blive lidt pinlige at svare på).
Enden på det hele blev at pigerne selv måtte komme med forskellige kvalificerede - og nogle knap så kvalificerede - gæt på hvordan navnet var opstået, og nogle få tog - ja, lad os bare sige: tyren ved hornene - og gik på eget initiativ ind i en nærmere udforskning af omstændighederne.
“Rullepølse” var pludselig blevet damernes mand - så meget som man nu kan være det som 14 årig knægt i firsernes Odense - og meget hurtigt blev hans navn også brugt og misbrugt af pigerne i klubben.
For et par år siden mødte jeg en spøjs fyr, som af pigerne i hans omgangskreds var kendt som “Avedøregrenen”, hvilket jeg stadig kan more mig over - især når jeg sidder i bilen og trafikradioen melder om kødannelser ved Avedøregrenen.
Avedøregrenen var en smule uhumsk at se på. Han sluttede altid dagen af med en stor fadøl på den lokale cafe hvor han underholdt resten af cafegæsterne med sine seneste “nedlæggelser”. Jeg havde lidt svært ved at tro på hans historier, og efter nærmere snak med en af hans nære bekendte viste det sig også, at det hele var noget han selv havde fundet på, for at opbygge et rygte.
Moralen med denne lille beretning er at branding kan forekomme i mange varianter. For Rullepølse startede det som en joke, men rygtet bredte sig og han endte med at blive ret glad for sit brand.
Avedøregrenen’s brand var selvskabt, men i processen havde han glemt at underbygge sine brand-values med et ordentlig design. Han var simpelthen for grim til at man troede på det. Dog en særdeles underholdende fyr når først man selv havde fået et par pils indenbords.
Jeg selv vil gerne kendes som “nørden”. Som brand har det virket fint, men de sidste par år er det gået lidt ned af bakke. Det er svært at opretholde et sådan brand, når man har kone og to børn og ikke længere har råd til nye gadgets hver uge og ikke kan sidde foran computeren med pizza og cola..






Recent Comments