Kære ven – om venskab…

Kære ven,

Jeg undskylder at jeg ikke har haft overskud til at ringe til dig, til at skrive til dig eller på anden måde kontakte dig.

Jeg beklager at vores venskab skal være afhængigt af at jeg skal tage kontakten.

Du ved hvilken situation jeg er i lige nu, og selvom du måske ikke bifalder det, selvom du måske ikke forstår det og selvom du måske i virkeligheden føler at du ikke har tid til at høre på andres problemer, for du har jo nok i dit eget, så troede jeg at venskab handlede om at være der, når der var brug for det.

Jeg ved godt at du har sagt at du altid vil være der for mig, hvis jeg har problemer. Jeg ved godt at du sandsynligvis vil stå foran min dør om en time, hvis jeg ringer til dig nu, og jeg ved det fordi du stod der prompte sidste gang jeg ringede.

Men situationen er bare lidt en anden denne gang.
Denne gang har jeg brug for kontinuerlig støtte gennem en periode, der sandsynligvis vil vare flere måneder. Og efter at jeg akut har trukket veksler på vores venskab i starten af denne fase må du forstå at jeg har svært ved at blive ved med at ringe og bede om hjælp.

Der er i øjeblikket 3 forskellige mennesker i min omgangskreds.

Type 1 er personen, der føler for mig, føler med mig, forstår mig og støtter mig. En person, der hjælper mig på eget initiativ. En person, der lytter, giver mig et kærligt klap på skulderen, inviterer mig ud så jeg ikke behøver sidde alene hjemme hver aften.

Type 2 er personen, der overhovedet ikke forstår hvorfor JEG har det hårdt, for jeg har jo selv bragt mig i denne situation. Personen, der føler sig hårdest ramt uanset hvad jeg siger. En person, der for evigt vil foragte mig for mine handlinger – og der er intet jeg kan gøre for at ændre på dette.

Men du, min ven, er den tredje type. Personen, som jeg regner som en ven, men som bare er derude et sted. Du er som den bog jeg lånte ud i 1.g og aldrig fik tilbage. Jeg ved den stadig er derude et sted men jeg ved ikke hvor. Jeg kunne sikkert få en ny, men lige præcis denne bog havde jeg selv sat mit præg på i form af noter og æselører, så den havde en speciel betydning for mig. Den var og er uerstattelig, men det nytter ikke noget, for jeg kan ikke nå den… og den kommer jo åbenbart ikke tilbage af sig selv.

Men min kære ven, tag det ikke ilde op og lad dig ikke gå på af disse ord. En af de ting, der kommer af ensomhed er selvfordybelse, eksistentialisme – eller blot en semipsykotisk tilstand af selvmedlidenhed…

En række store spørgsmål, som jeg måske vil tage op i andre breve er:
har jeg virkelig fortjent det?
hvordan kommer jeg videre?
ville jeg selv have været en bedre ven?

De bedste hilsner,
Kristian

Related posts

Tags: brev, venskab,

Related Posts

Kære ven – om håbet
Kære ven – om selvværd