Taget som gidsel i en vaskekælder

4 dage skulle der gå før gidseltagerne valgte at frigive deres fanger.

Søndag aften lod de de sig i god tro lokke ned i vaskekælderen, hvor de efterfølgende blev taget som gidsler af beboerne i huset.

Trods flere redningsforsøg lykkedes det først her til morgen at få løsladt gidslerne, mens gidseltagerne desværre ikke blev pågrebet.

Og i virkeligheden er dette blot fortsættelsen på den farce, der omhandler de semipsykopatiske mennesker, der på vaskeægte cowboymanér skider på alt og alle når det drejer sig om tøjvask i bebyggelsen.

I søndags havde jeg vasketid mellem 12 og 16. Jeg vaskede mit tøj, hængte det til tørre i tørrerummet, gjorde rent i vaskerummet – for det har jeg jo lært at man skal gøre, hvis man ikke vil forstyrres af underlige mennesker – og hængte nøglen tilbage i skabet, så den næste beboer kunne vaske sit tøj.

Efter dagens sidste vasketid var overstået ville jeg så hente mit tøj i tørrerummet, men vaskenøglen var ikke på sin plads. Jeg tænkte at den nok ville komme tilbage i løbet af aftenen, så ved midnatstid checkede jeg igen. Den var der stadig ikke.

Mandag aften var jeg ikke hjemme, så jeg forsøgte først igen tirsdag aften. Igen var nøglen væk. Igen checkede jeg ved midnatstid uden held.

Onsdag aften gentog det sig. Stadig ingen nøgle. Stadig ingen adgang til vasketøjet.

Endeligt torsdag morgen 10 minutter før første vasketid lykkedes det at finde nøglen på sin plads i nøgleskabet.

Alt mit tøj var selvfølgelig pillet ned af tørresnoren. Jeg fyldte også næsten 2 snore ud af 30, hvilket åbenbart er for meget for nogle mennesker.

Spørgsmålet er så hvorfor folk beholder nøglen på trods af at de kan se at andre har efterladt tøj til tørre.

Er det ren ondskab?

Eller er det fordi de er bange for at jeg vil stjæle deres tøj når jeg henter mit eget?

Eller er det fordi andre i ejendommen render rundt og stjæler tøj?

Uanset hvad, er det møgirriterende at der ikke kan tages så meget hensyn til folk at man giver dem en chance. Jeg er træt af de mennesker.

Related posts

Related Posts

Danmark vs Sverige: 2-1
Danmark vs Sverige: 1-1
Hævnen er sød