Er det virkelig så slemt?

Indrømmet… Jeg har tidligere i mit liv brugt alt for mange penge på tåbelige ting, men når livet tager en uforudset drejning er det under alle omstændigheder svært at være forberedt.

Så hvor slemt står det egentlig til?
Vi bor jo i et samfund, hvor ingen behøver at sulte… er det ikke det man siger?

Jamen lad os tage den fra bunden uden overflødige analyser og forsøg på retfærdiggørelse.

For knap et år siden meldte jeg mig ud af a-kassen. Jeg havde brugt lidt for meget på julegaver, julemad osv så pludselig havde jeg ikke penge til at betale mine regninger.
Groft sagt stod valget mellem mad i januar eller forsat medlemsskab af a-kassen. (hov, det var vist alligevel et lille forsøg på retfærddiggørelse)

I juni mistede jeg mit job. Jeg troede på at det nok skulle gå. Jeg er jo sund og rask og kan en masse ting, som erhvervslivet har brug for, men krisen kradsede åbenbart lidt hårdere end jeg havde regnet med for det lykkedes mig ikke at finde nogen, som ville ansætte mig trods nogle gode snakke om fremtiden og mulighederne.

Denne måned kulminerede de økonomiske trængsler. Jeg har måttet tage vikarjobs som omfattede rengøring, og pakkesortering. Det er der ikke noget galt i. Det er sikkert sundt nok at prøve, og måske skulle jeg bare have gjort det fra starten.

…men man fortryder kun de ting man ikke har gjort…

Og hvad gør sådan en omgang så ved økonomien?

Alle mine bankkort og benzinkort er spærret.
Da jeg sidst havde børnene måtte vi ud og sælge flasker for at få råd til en pakke rugbrød og lidt pålæg.
I dag er mit køleskab gabende tomt.
Jeg har ikke råd til frokost på arbejdet.
Jeg kan ikke købe ind så jeg kan tage madpakke med på arbejde.
Jeg har ikke råd til at tage bussen.
Min cykel er punkteret på begge hjul og jeg har ikke råd til lappegrej
Min bil holder i København uden benzin
Jeg kan ikke hente den for jeg har ikke penge til billetten.
Selv hvis jeg havde, ville jeg ikke kunne køre uden benzin.
Jeg kan ikke hente børnene.
Hver dag kommer der nye rykkere, som sender mig endnu længere tilbage.
Stort set alt hvad jeg får udbetalt til d. 1. går til at betale gamle regninger og rykkergebyrer.
Det betyder at jeg starter næste måned med et minus, og at mine kort igen vil blive spærret inden måneden er omme.

Jeg er voldsomt træt af det her, og jeg ved der kommer til at gå mange hårde måneder før jeg er nogenlunde ovenpå igen.

Jeg har stadig mit gode humør, hvilket ofte viser sig at være en ulempe, for folk tror ikke på det står så slemt til hvis man ikke ligger på gulvet og stortuder…

(men det gør jeg, bare ikke når andre ser det)

Og hvorfor så fortælle om det i det her offentlige forum?

Fordi folk ikke forstår den situation jeg er i.
Det er de færreste i min omgangskreds, der har været så økonomisk trykket som jeg er nu. Og kun hvis man selv har prøvet det forstår man hvor stor indflydelse pengemangel har på psyken.
Følelsen er den samme som når folk siger: “Jeg mangler kun 2000 kr for at få råd til de der designerstøvler.”, “Jeg har kun 100 kr tilbage, ellers skal jeg lave overtræk.” eller “Jeg har ikke råd til kage til min cafe latte.” men bare meget, meget stærkere…

Det er min egen lille Robinson ekspedition, hvor end ikke en vundet dyst kan give mad på bordet og jeg kan ikke blive stemt hjem, for man må ikke stemme på sig selv.

Hvis jeg giver op svigter jeg “mit hold” i København, men viljen og kampgejsten er ved at slippe op…
Jeg beder ikke om hjælp. Jeg beder ikke om opmuntring. Blot en lille smule forståelse for at man ikke behøver at sparke til mig lige nu…

Related posts