Kan jeg finde en million der er trætte af åndsvage facebookgrupper?

Hvis du har været på Facebook i mere end et par dage, er du garanteret allerede medlem af en eller flere grupper. Grupperne på Facebook er en vigtig del af det sociale netværk, men der er en del grupper, som jeg helst holder mig fra, og her er hvorfor.

Stop skyderierne på Nørrebro
Jeg forstår simpelthen ikke den slags grupper. Det er da klart at man gerne vil give udtryk for sin mening, og at være medlem af en gruppe på Facebook tolkes af mange på niveau med at deltage i en underskriftindsamling.
Men hvad regner de med at opnå ved det? Håber de at politikerne ser det og siger: “Hov, nu er der 35.000 der synes at der ikke skal skydes på Nørrebro. Så er der nok noget om det”.
Andre eksempler er “Folk der går med kniv er idioter” og “Stop mishandling af børn”

“Jeg kan finde 1.000.000 der synes at…”
Der er flere alarmklokker der ringer når jeg bliver inviteret ind i sådan en gruppe. For det første skal jeg tage stilling til om jeg også synes at det er klamt at ryge, at piger er bedre end drenge, at Sjælland er bedre end Jylland eller at Pepsi er sødere end Coca Cola.
Udover at det er meningsløst er der også en anden lille kringle ved at blive en del af mængden, men den vender vi tilbage til.

“Pigerne mod drengene – Dette er drengegruppen”
Øh.. Undskyld.. Hvafforenfisk? Kæmper vi nu på statistik?
Det er meningsløst. Overflødigt. En hån mod de som følger mit statusfeed.

Der findes et utal af eksempler på grupper af mere eller mindre tvilsom karakter eller ophav. Dette er blot tre af de typer af grupper der irriterer mig mest.

Men for lige at vende tilbage til problemet med grupperne.
Modsat af hvad de fleste (stadig) tror er Facebook ikke en lille lukket gruppe for dig og dine nære venner. Facebook er et verdensomspændende netværk, hvor alt hvad du foretager der bliver registreret og hvor langt de færreste benytter de sikkerhedsindstillinger der stilles til rådighed. Facebook er blevet så omfangsrigt at det ikke længere er nok bare at oprette en konto og tage skidtet i brug. Man bliver nødt til at sætte sig ind i muligheder og risici.

Når din færden og gebærden på Facebook registreres er det primært med henblik på at formidle disse oplysninger videre til virksomhederne, der er Facebooks største (eneste?) indtægtskilde. Facebook kommer aldrig til at tage penge for private konti. Den information de kan få fra deres 300 millioner aktive brugere er simpelthen for værdifuld til at de kan risikere at miste det.

Når du er del af en stor gruppe gør du dig samtidig til mål for markedsføring. Nogle gruppeadministratorer sælger endda adgang til virksomheder eller social media marketing bureauer når gruppen har nået en vis størrelse. Og virksomhederne er efterhånden ved at få øjnene op for hvor effektiv en platform Facebook er til markedsføring. Nåeh ja.. Måske ikke lige de danske virksomheder, men det er godt på vej.

Og så var der jo lige historien om den svenske gruppe, der pludselig skiftede navn så de 53.000 medlemmer tilsyneladende støttede incest. Hele den hændelse var iscenesat neetop for at gøre opmærksom på problemet med at tilmelde sig grupper på må og få.

Mine råd er derfor.
Tag aktivt stilling til gruppen eller siden før du tilmelder dig. Er budskabet reelt? Kan den tilbyde dig noget? Kan du stå inde for indholdet?
Ryd op med jævne mellemrum. For to år siden var det måske meget sjovt at vise sine venner at man var medlem af “Folk der kaster med pindsvin er idioter”, men nu er der ingen værdi i det.
Beskyt dig selv. Udnyt de sikkerhedsindstillinger der findes i Facebook men vær opmærksom på at disse også kan omgås… Del kun information som kan tåle at se dagens lys.

Hvis du – billedligt talt – smider bukserne og bukker dig forover midt på gårdspladsen i Vestre Fængsel må du være forberedt på at tage hvad der kommer…

Related Posts

The Swing Wing
Apple iPad Giveaway –Be The First To Get One!
Spam, spam, sp…