theDOTfactor

Er det virkelig så slemt?

// september 22nd, 2009 // 1 Comment » // Mit liv

Indrømmet… Jeg har tidligere i mit liv brugt alt for mange penge på tåbelige ting, men når livet tager en uforudset drejning er det under alle omstændigheder svært at være forberedt.

Så hvor slemt står det egentlig til?
Vi bor jo i et samfund, hvor ingen behøver at sulte… er det ikke det man siger?

Jamen lad os tage den fra bunden uden overflødige analyser og forsøg på retfærdiggørelse.

For knap et år siden meldte jeg mig ud af a-kassen. Jeg havde brugt lidt for meget på julegaver, julemad osv så pludselig havde jeg ikke penge til at betale mine regninger.
Groft sagt stod valget mellem mad i januar eller forsat medlemsskab af a-kassen. (hov, det var vist alligevel et lille forsøg på retfærddiggørelse)

I juni mistede jeg mit job. Jeg troede på at det nok skulle gå. Jeg er jo sund og rask og kan en masse ting, som erhvervslivet har brug for, men krisen kradsede åbenbart lidt hårdere end jeg havde regnet med for det lykkedes mig ikke at finde nogen, som ville ansætte mig trods nogle gode snakke om fremtiden og mulighederne.

Denne måned kulminerede de økonomiske trængsler. Jeg har måttet tage vikarjobs som omfattede rengøring, og pakkesortering. Det er der ikke noget galt i. Det er sikkert sundt nok at prøve, og måske skulle jeg bare have gjort det fra starten.

…men man fortryder kun de ting man ikke har gjort…

Og hvad gør sådan en omgang så ved økonomien?

Alle mine bankkort og benzinkort er spærret.
Da jeg sidst havde børnene måtte vi ud og sælge flasker for at få råd til en pakke rugbrød og lidt pålæg.
I dag er mit køleskab gabende tomt.
Jeg har ikke råd til frokost på arbejdet.
Jeg kan ikke købe ind så jeg kan tage madpakke med på arbejde.
Jeg har ikke råd til at tage bussen.
Min cykel er punkteret på begge hjul og jeg har ikke råd til lappegrej
Min bil holder i København uden benzin
Jeg kan ikke hente den for jeg har ikke penge til billetten.
Selv hvis jeg havde, ville jeg ikke kunne køre uden benzin.
Jeg kan ikke hente børnene.
Hver dag kommer der nye rykkere, som sender mig endnu længere tilbage.
Stort set alt hvad jeg får udbetalt til d. 1. går til at betale gamle regninger og rykkergebyrer.
Det betyder at jeg starter næste måned med et minus, og at mine kort igen vil blive spærret inden måneden er omme.

Jeg er voldsomt træt af det her, og jeg ved der kommer til at gå mange hårde måneder før jeg er nogenlunde ovenpå igen.

Jeg har stadig mit gode humør, hvilket ofte viser sig at være en ulempe, for folk tror ikke på det står så slemt til hvis man ikke ligger på gulvet og stortuder…

(men det gør jeg, bare ikke når andre ser det)

Og hvorfor så fortælle om det i det her offentlige forum?

Fordi folk ikke forstår den situation jeg er i.
Det er de færreste i min omgangskreds, der har været så økonomisk trykket som jeg er nu. Og kun hvis man selv har prøvet det forstår man hvor stor indflydelse pengemangel har på psyken.
Følelsen er den samme som når folk siger: “Jeg mangler kun 2000 kr for at få råd til de der designerstøvler.”, “Jeg har kun 100 kr tilbage, ellers skal jeg lave overtræk.” eller “Jeg har ikke råd til kage til min cafe latte.” men bare meget, meget stærkere…

Det er min egen lille Robinson ekspedition, hvor end ikke en vundet dyst kan give mad på bordet og jeg kan ikke blive stemt hjem, for man må ikke stemme på sig selv.

Hvis jeg giver op svigter jeg “mit hold” i København, men viljen og kampgejsten er ved at slippe op…
Jeg beder ikke om hjælp. Jeg beder ikke om opmuntring. Blot en lille smule forståelse for at man ikke behøver at sparke til mig lige nu…

Manden bag theDOTfactor søger job

// juni 25th, 2009 // Kommentarer slået fra // Mit liv

Ja, den der finansgris stikker hovedet frem de særeste steder og på de særeste måder.
Nogle gange må man være indstillet på at grisen sætter sine spor, også selv om det virker uforståeligt at man selv skulle være uheldig at blive trampet ned.

Man lærer så længe man lever, og jeg har lært tilpas meget til at jeg ved at ændringer i ansættelsesforhold ikke nødvendigvis er en dårlig ting.

Bare se på min LinkedIn profil der tydeligt bærer præg af en rimeligt flakkende tilværelse sådan rent professionelt set.

Man kan vælge at se det som en svaghed, at jeg har haft så mange forskellige jobs. Jeg ser det som en klar styrke i forhold til mine mål og drømme for fremtiden. En bred viden om medier, offline såvel som online, mobilteknologier, hardwareudvikling, gear og gadgets osv sammen med en brændende interesse for nye landvindinger indenfor mediebranchen giver mig en unik position i forhold til min målgruppe: de små til mellemstore virksomheder / afdelinger, der satser bevidst på cutting-edge teknologi i forbindelse med markedsføring.

Så synes du også at det lyder interessant så skyd mig en mail på snabeladk@dkdotdk.dk som jeg fluks vil besvare med opkald, fremsendelse af cv, referencelister eller personligt fremmøde.

Hvem ved… Måske er du slet ikke klar over at du slet ikke kan undvære mig…

Skatteopgørelse mangler

// april 23rd, 2009 // Kommentarer slået fra // Mit liv

Jeg har stadig ikke fået min årsopgørelse.
Når jeg henvender mig til SKAT siger de at det er fordi jeg ikke har returneret min selvangivelse endnu.

Jeg har stadig ikke fået min selvangivelse.
Når jeg logger ind på TastSelv kan jeg se at den ligger som en servicemeddelelse, men jeg har ingen mulighed for at rette den derfra, og tilsyneladende mangler der også en side.
Der står heller ikke noget om hvad jeg skal gøre med den, hvis jeg vælger at printe den ud og udfylde den med kuglepen.
Jeg burde nok bare møde op hos SKAT.

Jeg har stadig ikke haft tid til at besøge SKAT.
Hver gang jeg tror jeg har tid kommer der et møde i vejen, eller også glemmer jeg det bare…

Taget som gidsel i en vaskekælder

// april 16th, 2009 // Kommentarer slået fra // Mit liv

4 dage skulle der gå før gidseltagerne valgte at frigive deres fanger.

Søndag aften lod de de sig i god tro lokke ned i vaskekælderen, hvor de efterfølgende blev taget som gidsler af beboerne i huset.

Trods flere redningsforsøg lykkedes det først her til morgen at få løsladt gidslerne, mens gidseltagerne desværre ikke blev pågrebet.

Og i virkeligheden er dette blot fortsættelsen på den farce, der omhandler de semipsykopatiske mennesker, der på vaskeægte cowboymanér skider på alt og alle når det drejer sig om tøjvask i bebyggelsen.

I søndags havde jeg vasketid mellem 12 og 16. Jeg vaskede mit tøj, hængte det til tørre i tørrerummet, gjorde rent i vaskerummet – for det har jeg jo lært at man skal gøre, hvis man ikke vil forstyrres af underlige mennesker – og hængte nøglen tilbage i skabet, så den næste beboer kunne vaske sit tøj.

Efter dagens sidste vasketid var overstået ville jeg så hente mit tøj i tørrerummet, men vaskenøglen var ikke på sin plads. Jeg tænkte at den nok ville komme tilbage i løbet af aftenen, så ved midnatstid checkede jeg igen. Den var der stadig ikke.

Mandag aften var jeg ikke hjemme, så jeg forsøgte først igen tirsdag aften. Igen var nøglen væk. Igen checkede jeg ved midnatstid uden held.

Onsdag aften gentog det sig. Stadig ingen nøgle. Stadig ingen adgang til vasketøjet.

Endeligt torsdag morgen 10 minutter før første vasketid lykkedes det at finde nøglen på sin plads i nøgleskabet.

Alt mit tøj var selvfølgelig pillet ned af tørresnoren. Jeg fyldte også næsten 2 snore ud af 30, hvilket åbenbart er for meget for nogle mennesker.

Spørgsmålet er så hvorfor folk beholder nøglen på trods af at de kan se at andre har efterladt tøj til tørre.

Er det ren ondskab?

Eller er det fordi de er bange for at jeg vil stjæle deres tøj når jeg henter mit eget?

Eller er det fordi andre i ejendommen render rundt og stjæler tøj?

Uanset hvad, er det møgirriterende at der ikke kan tages så meget hensyn til folk at man giver dem en chance. Jeg er træt af de mennesker.

Hævnen er sød

// april 6th, 2009 // 2 Comments » // Mit liv

I går var det store vaskedag.
Vaskerummet var booket fra 12-16 og jeg havde stort set alt mit tøj pakket i poser, som jeg med en anelse besvær havde slæbt ned i kælderen.

Mens jeg stod og fyldte de første maskiner kom en svensktalende ca. 35 årig kvinde forbi.
Hun spurgte om jeg var færdig kl 16, hvilket jeg bestemt regnede med eftersom det var det tidspunkt min vasketid sluttede.

Kl 15 tømte jeg den sidste maskine, tørrede bordene af og fejede gulvet og forlod vaskerummet i samme stand som jeg havde overtaget det. Herefter gik jeg op i lejligheden og satte mig til at se film.

Kl 16.30 ringede det på døren. Jeg har en forfærdelig ringeklokke, hvilket jeg ikke vidste før i går, for det er første gang nogen er kommet på besøg uanmeldt.

Det var damen fra tidligere. Hun stod med en fremstrakt arm og et lettere muggent udtryk i ansigtet.
I sin hånd hold hun nøglen til vaskerummet, og mens hun fastholdt sine sure miner fortalte hun mig at man altså skal gøre rent i vaskerummet efter brug.

Jeg gad ikke diskutere med hende, så jeg tog nøglen og gik ned i vaskerummet hvor jeg tørrede alle maskiner, borde, håndvaske osv af og vaskede gulvet.

En time senere ringede det på døren igen. Jeg havde en vis forventning om at det nok var hende den sure, så jeg ignorerede dørklokken. Jeg så stadig film og der var skruet godt op for surroundanlægget, så hun kunne helt sikkert høre at jeg var hjemme.

Anyway, omkring kl 22 ville jeg ned efter det tøj, jeg havde hængt til tørre i tørrerummet. Da jeg gik ud af døren opdagede jeg en pose, som var bundet på mit dørhåndtag. I posen var der hvad der ligner indholdet af et tørretumblerfilter efter 14 dages brug. Jeg tog posen med ned og inden jeg hentede mit tøj kom jeg vist til at tabe lidt af fnulleret i tørretumblerfilteret, i tørretumbleren, på gulvet omkring vaskemaskinerne og i håndvasken.

Nu håber jeg bare at den første der vasker i dag er af samme type som hende fra i går.
Så kan hun lære det…