theDOTfactor

Min kære ven,

Indtil for ganske nyligt var jeg blot en sørgelig rest af mig selv. En stor klump indestængt had og fortvivlelse, der gik rundt og spredte ubehag overalt.

Men i al den mørke tristhed var der stadig en sol, der skinnede på mig. Uanset hvor jeg gik, uanset hvad jeg gjorde var du der for mig. Du ledte mig på rette vej. Du varmede mit sind og mit hjerte. Du gjorde mig i stand til at rejse mig op og fortsætte, selv når det gjorde ondt.

Du har lært mig at håb og drømme er vigtigere end sorg over fortiden.
Du har vist mig, hvor meget en ven kan hjælpe en anden ven.
Du har givet mig livet og håbet tilbage.

Og alt det blot ved at være det enkelte lille glimt af solskin, der formåede at bryde gennem skyerne på selv den mørkeste dag…

Those who bring sunshine into the lives of others can not keep it from themselves.

Min kære ven,

Jeg må blankt indrømme at mit selvværd ikke er hvad det har været.
Jeg har ikke længere troen på at jeg kan klare alt. Jeg har ikke længere troen på at tingene nok skal blive bedre, hvis jeg bare væbner mig med tålmodighed.

En af de ting, der plager mig mest, er at der ikke længere er balance i vores venskab. Du er min bedste ven. Du er den første jeg vil ringe til, hvis jeg har problemer, og du er den, som jeg til evig tid vil stå til rådighed for, når der er behov for det.

Men jeg er ikke din bedste ven. Du ringer aldrig til mig, selv om jeg ved, at du også har det svært. Du inviterer mig ikke med, når du skal i byen med dine andre venner.

Derfor må jeg med tanke på mit eget selvværd nødvendigvis forsøge at distancere mig fra dig. Ikke fordi jeg har lyst til det, men for at genskabe en balance, hvor vi gensidigt har de samme forventninger til hinanden. intet mindre, intet mere.

Kære ven, jeg håber, du forstår. Jeg håber at du ikke vil distancere dig yderligere fra mig, for det vil gøre opgaven med at genskabe balance meget sværere. Jeg håber at vi fremover vil kunne kommunikere på lige fod, fordi jeg ikke længere vil forvente noget af dig, som du ikke kan levere. Jeg håber, at du måske vil komme mig lidt i møde. At du vil vise, at du også regner mig som en ven.

Sidste gang jeg så dig, følte jeg at jeg var til byrde for dig, fordi du ikke var i stand til at give mig, hvad jeg havde behov for. Tilbage sidder jeg og revurderer mit liv for gud-ved-hvilken-gang, fordi jeg hellere vil gå end at være til besvær.

Men tankerne er der stadig. At blive nødt til at gå, for ikke at være til besvær er ikke specielt sundt for selvværet. Men slet ikke at blive inviteret er værre.

Jeg ved det godt. Jeg er ikke særligt munter for tiden, og jeg forstår da godt at du hellere vil se på glade ansigter end at se på mine nedadvendte mundvige, men det undrer mig at tanken ikke har strejfet dig, at jeg måske ville se gladere ud, hvis jeg følte, jeg var velkommen.

Hvor meget mælk skal man spilde, før det er acceptabelt at græde…

Kære ven,

Jeg undskylder at jeg ikke har haft overskud til at ringe til dig, til at skrive til dig eller på anden måde kontakte dig.

Jeg beklager at vores venskab skal være afhængigt af at jeg skal tage kontakten.

Du ved hvilken situation jeg er i lige nu, og selvom du måske ikke bifalder det, selvom du måske ikke forstår det og selvom du måske i virkeligheden føler at du ikke har tid til at høre på andres problemer, for du har jo nok i dit eget, så troede jeg at venskab handlede om at være der, når der var brug for det.

Jeg ved godt at du har sagt at du altid vil være der for mig, hvis jeg har problemer. Jeg ved godt at du sandsynligvis vil stå foran min dør om en time, hvis jeg ringer til dig nu, og jeg ved det fordi du stod der prompte sidste gang jeg ringede.

Men situationen er bare lidt en anden denne gang.
Denne gang har jeg brug for kontinuerlig støtte gennem en periode, der sandsynligvis vil vare flere måneder. Og efter at jeg akut har trukket veksler på vores venskab i starten af denne fase må du forstå at jeg har svært ved at blive ved med at ringe og bede om hjælp.

Der er i øjeblikket 3 forskellige mennesker i min omgangskreds.

Type 1 er personen, der føler for mig, føler med mig, forstår mig og støtter mig. En person, der hjælper mig på eget initiativ. En person, der lytter, giver mig et kærligt klap på skulderen, inviterer mig ud så jeg ikke behøver sidde alene hjemme hver aften.

Type 2 er personen, der overhovedet ikke forstår hvorfor JEG har det hårdt, for jeg har jo selv bragt mig i denne situation. Personen, der føler sig hårdest ramt uanset hvad jeg siger. En person, der for evigt vil foragte mig for mine handlinger - og der er intet jeg kan gøre for at ændre på dette.

Men du, min ven, er den tredje type. Personen, som jeg regner som en ven, men som bare er derude et sted. Du er som den bog jeg lånte ud i 1.g og aldrig fik tilbage. Jeg ved den stadig er derude et sted men jeg ved ikke hvor. Jeg kunne sikkert få en ny, men lige præcis denne bog havde jeg selv sat mit præg på i form af noter og æselører, så den havde en speciel betydning for mig. Den var og er uerstattelig, men det nytter ikke noget, for jeg kan ikke nå den… og den kommer jo åbenbart ikke tilbage af sig selv.

Men min kære ven, tag det ikke ilde op og lad dig ikke gå på af disse ord. En af de ting, der kommer af ensomhed er selvfordybelse, eksistentialisme - eller blot en semipsykotisk tilstand af selvmedlidenhed…

En række store spørgsmål, som jeg måske vil tage op i andre breve er:
har jeg virkelig fortjent det?
hvordan kommer jeg videre?
ville jeg selv have været en bedre ven?

De bedste hilsner,
Kristian