N95 - Xseries og Mobil TV
24. juni 2007
Jo, de fleste af os har vel set reklamerne for 3’s nye mobile TV, og hvis man regner lidt på det kan man vel egentlig godt forestille sig at en telefon, der er udstyret med HSDPA (eller Turbo 3G) godt kan være i stand til at modtage TV via nettet i en fornuftig kvalitet.
Alligevel havde jeg svært ved at forestille mig hvem, der skulle have behov for at smide 79 kr om måneden ud blot for at kunne se TV på en meget lille skærm og indenfor 3’s dækningsområde (hvilket udelukker den underjordiske del af Metroen)
Derfor var det heller ikke på grund af MobilTV at jeg valgte at skifte mit ellers ganske billige (læs gratis) abonnement ud med et nyt til 400 kr/md.
De sidste par måneder her jeg brugt omkring 400 kr alene på datatrafik via telefonen. Med 10 Kr pr megabyte løber det hurtigt op, så det virkede umiddelbart fornuftigt at opgradere til 3 XSeries Guld, hvor man udover gratis forbrug af Orb, Yahoo Go, MSN og det nye Mobil TV også har flatrate på datatrafik oveni Guld pakken på 3’s mobile portal, hvilket betyder frit kig på musikvideoer, nyheder og meget andet.
Det viste sig dog at være en anelse mere omstændeligt end man kunne ønske. Ikke at skifte til XSeries, og ikke at få det hele til at virke… Men at navigere udenom alle de forskellige meninger og vejledninger, som 3’s kundeservice kunne stille op med.
Første kundeservicemedarbejder sagde: Vi kan opgradere dig OTA (over The Air)
- ham skulle jeg nok bare have lyttet til, men jeg valgte at få en second opinion af bitter erfaring.
Anden medarbejder insisterede på at jeg skulle ned og få lagt 3’s egen firmware på telefonen. Det fik mig en anelse på retræte, for 3 er som regel lidt bagude i forhold til Nokia når det gælder fejlrettelser i firmwaren.
Alligevel valgte jeg lørdag eftermiddag at bestille et abonnementsskifte og i dag kan jeg - uden at have fået installeret 3’s firmware - benytte mig af stort set alle de services som XSeries pakken tilbyder.
Og det der med at kunne se TV overalt - det er måske ikke så dumt endda… I hvert fald kunne jeg sidde og grine over dagens afsnit af Venner samtidig med at børnene sad i sandkassen på legepladsen.






Recent Comments